-
Peru kalder ambassadør hjem efter omstridt valg i Venezuela
ソース: BDK Borsnyt / 29 7 2024 01:17:08 America/Chicago
Peru kalder sin ambassadør i Venezuela hjem til "konsultationer" efter søndagens præsidentvalg i Venezuela. Det meddeler Perus udenrigsminister, Javier Gonzalez-Olaechea, på det sociale medie X. Hjemkaldelsen sker "i lyset af de meget alvorlige officielle meldinger fra de venezuelanske valgmyndigheder", skriver han. Tidligere lød det fra Gonzalez-Olaechea, at Peru ikke accepterer "krænkelsen af det venezuelanske folks vilje". De officielle resultater fra Venezuelas valgmyndighed viser, at præsident Nicolas Maduro er genvalgt med 51 procent af stemmerne. Men oppositionen fastholder, at dens kandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, har fået 70 procent af stemmerne. Flere latinamerikanske lande har reageret med dyb skepsis på det officielle resultat fra Venezuela. Chiles præsident, Gabriel Boric, har kaldt valgresultatet "svært at have tillid til". Costa Ricas præsident, Rodrigo Chaves, betegner det officielle resultat som "falsk". Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har bedt om, at så meget information som muligt bliver offentliggjort. Han tilføjer, at der er "alvorlige bekymringer" over, at det officielle valgresultat ikke afspejler vælgernes ønske. Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, opfordrer til "fuld gennemsigtighed i valgprocessen". - Vælgerne i Venezuela stemte om landets fremtid på fredelig vis og i stort antal. Deres vilje skal respekteres, skriver Borrell på X. Fra Cuba lyder der derimod glæde over Maduros "historiske valgtriumf". - Jeg talte med broder Nicolas Maduro for at viderebringe varme lykønskninger på vegne af partiet, landet og det cubanske folk, skriver Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, på X. Også Kina og Rusland lykønsker Maduro med genvalget. I en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium lyder det, at der ikke har været meldinger om "nogen større uregelmæssigheder" ved det venezuelanske valg. /ritzau/AFP https://www.berlingske.dk/internationalt/peru-kalder-ambassadoer-hjem-efter-omstridt-valg-i-venezuela